LØBs inspirationstur 2015 i Trekantsområdet.

16 november 2015af Emil Skrædderdal

LØB afholdte den 19. og 20. september sin traditionsrige inspirationstur, som i år gik til Trekantsområdet. Turen bød på mange oplevelser, der på forskellig vis udstillede det økologiske byggeri, lige fra det hyper hypede og moderne, til det helt klassiske og gennemtestede.

Af Emil Skrædderdal

Lørdag den 19. september mødtes en gruppe af flere gamle LØB-medlemmer, og nogle nye op på Middelfart banegård. I alt 28 personer havde fundet frem fra alle hjørner af landet, for at komme rundt i Trekantsområdet, for at se på forskellige byggerier, med det fælles træk at der er blevet arbejdet med økologiske løsninger.
Mens turens formål og udformning har været gennemtestet igennem mange år, var der for de rutinerede deltagere en stor ændring. Efter mange års tro tjeneste, havde Lise Reinholdt, overladt tøjlerne til Ib Johansen, der sammen med en gruppe havde planlagt turen. De skulle vise sig at være opgaven voksen.

Kommunalt initiativ med regnhaver i Middelfart

DSC_0274

En beboer på Egevej fortæller om sin regnhave.

Første stop på turen var et stenkast fra Stationen, nærmere bestemt Egevej. Her har Kommunen og samarbejde med Middelfart Spildevand og ikke mindste beboerne, etableret 7 regnhaver.
Middelfart er belastet af at regnvandet og spildevandet, kører i de samme kloaksystemer. Derfor har de lavet dette forsøgsprojekt med regnhaver, hvor beboerne leder regnvandet fra tagene ud i haven i stedet for i kloakkerne.
Vandet ledes via render i haven ned i nogle regnbede, som kan tage næsten alt den regn der kommer.
På turen så vi fem haver, og mødte flere af beboerne. Alle fortalte, at haverne kunne tage stort set alt det vand der kom, og kun i tilfælde af et af to skybrud, havde der været et overløb i bedet og ned i skoven bagved, hvilket var et planlagt overløbssted.

Links: http://haveselskabet.dk/artikel/syv-regnhaver-i-middelfart

HUSET

DSC_0376

Der fortælles om ‘Det Biologiske Hus’.

Turen gik fra det centrale Middelfart, og videre til HUSET, som mange nok kender under det tidligere navn Byggecentrum.
Ved HUSET mødte vi Anders Manicus, midt på en byggeplads. Denne byggeplads var dog ikke helt almindelig, den virkede nærmest ryddet som et kontorbord. Det skyldes måske at huset, der stod en lille del af, er et ’printet’ hus. Folkene bag kommer fra tegnestuen 1:1 og huset kalder de ’Det Biologiske Hus’. De vil bruge økologiske materialer til at bygge et hypermoderne hus, som bliver gennemtegnet på computer. Alle husets komponenter kommer til at bestå af moduler, der bliver skåret ud på en CNC-fræser, direkte fra computeren.
Ud over de mange spørgsmål omkring ’det Biologiske Hus’ fortalte Anders også om sit arbejde med at lave en udstilling med bæredygtige byggematerialer, som vi kan se frem til i en snarlig fremtid.

Links: http://huset-udstilling.dk/, http://eentileen.dk/

Klassisk håndværk

LØBs inspirationsture har det med at spænde bredt i indhold, og denne var ikke en undtagelse. Næste stop på ruten var et helt klassisk murstenshus, der var opført i 2012, i mellem Vester Nebel og Jordrup.

Anne Marie og Stens klassiske teglhus.

Anne Marie og Stens klassiske teglhus.

Anne Marie og Sten der har fået huset opført, startede med at ville have en masseovn. Derfor kom de i kontakt med Leif Hermansen, som de udviklede huset sammen med.
Kernen i huset er blevet masseovnen, der sammen med solfangere er husets varmekilde. Ud over det, valgte bygherre på Leifs foranledning at isolere huset med papirisolering og uden dampspærre. Ved den følgende blower door-test, var det endnu engang tydeligt at dampspærre ikke er nødvendig for tætheden i huse, og huset her klarede den med udmærkelse.

Overnatning i et byggeøkologisk eksperimentarium

DSC_0510

Deltagerne nyder den lækre mad.

Derefter gik turen nordpå til Vejle, hvor de mangeårige LØB-medlemmer Britta Edelberg og Niels Reiter bor lige uden for byen på et mindre landsted. Her har de med nogle andre familier lavet et mindre kollektiv, hvor de igennem mange år har eksperimenteret med økologiske byggeløsninger.
Britta er uddannet tømrer og Niels har Vejle VVS og økobyg, men sammen med deres medkollektivister, har de undersøgt mange flere genrer inden for det økologiske byggeri end deres oprindelige fagfelter.
Efter en mindre rundvisning havde de arrangeret et mindre oplæg om lermaling, fra den lokale butik i Vejle, og derefter var der lækker mad, som de også havde forberedt. Menuen stod på suppe, steg og is, hvilket hverken var så traditionelt eller ordinært, som det kunne lyde, tværtimod.
Mens alle maver blev mætte, var lysten til mere snak om byggeri utrolig nok stadig intakt, efter en ellers meget intens dag. Derfor smækkede Britta projektoren op, og hende og Niels fortalte om deres seneste byggeprojekt: Deres fælleskøkken/spisesal.
Ud over de både spændende og eksperimenterende byggeløsninger, lagde Britta også vægt på en anden ting. Hun ville netop gerne slå et slag for deres måde at leve på. I kollektiv, teknisk set som en lille andelsforening, hvor man undgår spekulationen, og ikke skal gældsætte sig for at få et sted at bo!
Hen af aftenen blandede snakken sig med fællessang, og lige så stille begyndte folk at drysse i seng, for at være udhvilede til næste dag.

Rudolf Steiners skæve tanker

Natten til søndag var der nok mange deltagere, der havde drømt om byggeri, og de der ikke havde, fik hurtigt hovedet fyldt op med det igen. Efter morgenmad hos Britta og Niels, drog flokken videre til Steiner Skolen i Vejle. Her mødte vi Leif Hermansen, der er murer, ovnsætter og økobygger (samme Leif Hermansen der havde bygget Anne Marie og Stens hus fra dagen før.)

Børnehaven

Børnehaven

Leif har været frivillig på skolen siden starten, og i perioder ansat. Han fortalte om byggeriet, og hvordan de lige så stille havde udviklet deres forståelse for byggeriet og materialerne. Fra i starten at bruge Rockwool og dampspærre, og til deres seneste tilbygning på børnehaven, hvor de havde fået tilladelse til at bruge naturlig ventilation med Ventilationsvinduet fra Horn Vinduer.
Ud over materialerne fortalte han også om Rudolf Steiners syn på arkitekturen, som var gengivet i skolebyggeriet. Hvordan bygningerne ikke skal være firkantede, men have forskellige former, og hvordan det er mere udtalt med den skæve byggestil i de yngre klassetrin end hos de ældre. Vi fik også syn for hvordan farverne i klasserum ændrede sig i forhold til hvilke klassetrin lokalerne tilhørte.
Besøget afsluttede vi med at spise madpakker på bænkene ud mod skoven som skolen ligger omgivet af.

Links: http://steinerskolen-vejle.dk/, http://antroposofi.dk/arkitektur/

Økolariet i Vejle

Den grønne tagterrasse midt i Vejle.

Den grønne tagterrasse midt i Vejle.

Sidste stop på det officielle program var Økolariet i Vejle, der er en interaktiv udstillingsbygning med fokus på natur og miljø. Økolariet er ejet af Vejle Kommune med affaldsselskabet Affald&Genbrug samt Vejle Spildevand som faste partnere. Disse partnerskaber var tydelige, da der var flotte store udstillinger om netop affald og spildevand, hvor man både kunne komme på rutsjetur i en kloak og lave interaktiv affaldssortering.
Hvad angik byggeri, var det også genbrug det var i fokus, hvor temaudstillingen, Upcycling havde en lille del om Upcycle House, som sidste års inspirationstur faktisk besøgte.
Mange deltagere var dog begyndt at være godt fyldt op med indtryk, og undertegnede fik end ikke afprøvet det fancy japanske toilet, hvilket har ærgret lige siden.
Efter Økolariet sagde flere farvel, mens de seje (som sjovt nok også var de ældre), bevægede sig videre til en nærliggende Café, for at vende alle turens oplevelser.

Links: http://www.okolariet.dk/, http://lob.dk/lob/2014/10/22/inspirationstur-2014-lob/

For yderligere billeder fra turen, se vores galleri.

Skriv et svar